Udskriv

Hvad er akupunktur?

Akupunktur er en ældgammel lægekunst, der går ud på at helbrede eller lindre sygelige tilstande ved hjælp af spidse genstande eller tynde nåle stukket ind i bestemte punkter på kroppen.

Metoden kan føres ca. 5000 år tilbage i Kinas historie, hvor man i ”Den gule kejsers lærebog i intern medicin” kan se dens filosofiske og praktiske grundlag beskrevet.

Grundlaget i den kinesiske lære er livsenergien ”Qi” der cirkulerer i energibaner (meridianer), hvorpå akupunkturpunkterne ligger. Hver meridian har et bestemt antal akupunkturpunkter, som er anatomisk kortlagte. Det drejer sig om i alt ca. 800 punkter. Livsenergien er blevet fotograferet af den russiske ingeniør, Semyon Kirlian, som en ”corona lyskappe” rundt om kroppen.

Akupunkturpunkterne kan i dag påvises ved elektriske målinger, idet der er målt mindre elektrisk modstand på akupunkturpunkterne end på den omliggende hud. Ved mikroskopi har man desuden fundet flere frie nerveender i og omkring akupunkturpunkterne.

Virkningen af akupunktur har man påvist ved bl.a. endorfin koncentrationen (kroppens egen smertestillende medicin) i blodet under og efter en akupunkturbehandling.

Som nævnt bygger filosofien bag akupunkturen på energier, som er til stede i alt omkring os. Mennesket er frugt af universets skabende urkraft, der er delt i de to modsat rettede, men koordinerende kræfter – Yin og Yang – og som findes i alt lige fra det uendelige univers til den mindste skabning.

Vi må lære at erkende vores afhængighed af disse basale kræfters svingninger og rytmer og af den omgivende natur. Vi befinder os i et univers, der er underlagt helt faste love og rytmer: Dag-nat, årstider og planeternes helt faste baner osv.

Et spørgsmål om balance

De to kræfter Yin og Yang hvorimellem energistrømmen, der er drivkraften i alt liv, foregår, går igen i den kinesiske akupunkturlære, idet harmoni i kroppen er ensbetydende med balance mellem disse to modsatrettede kræfter. Forstyrres balancen opstår der sygdom, og akupunkturbehandlingen går derfor ud på at genoprette balancen ved at påvirke de rigtige punkter, der er nøje afprøvet baseret på århundreders kliniske erfaringer.

Akupunktur er en behandlingsform uden bivirkninger, når den udføres af en læge. Lægen er i kraft af sin uddannelse i stand til at kunne vurdere, om det er rimeligt og forsvarligt at vælge denne behandlingsform, eller om patientens sygdomstegn burde medføre en anden behandling. Derfor er det vigtigt, at det er en læge, der foretager behandlingen.

Det er svært at sætte en liste op over sygdomme, der kan behandles med akupunktur. Man skal huske på, at sygdom er tegn på ubalance i kroppen, og selvfølgelig kan ubalancen være så udtalt, at man ikke kan genoprette balancen fuldt ud, som tilfældet er ved f.eks. kræftlidelser, men tilstanden og dermed livskvaliteten kan bedres.

Ved netop din sygdom anbefales det at kontakte en læge, der jævnligt udfører akupunktur, og høre nærmere.

Dansk Medicinsk Akupunktur Selskab har ca. 800 danske læger som medlemmer, og på denne hjemmeside kan du finde frem til læger med erfaring i akupunktur - i netop dit område.

Om DMAS

Dansk Medicinsk Akupunktur Selskab er et selskab for læger, tandlæger og dyrlæger. Selskabet blev stiftet 20. marts 1974.
Vi har flere end 580 medlemmer, hvoraf de fleste er praktiserende læger.

Kontakt os

Dansk Medicinsk Akupunktur
Selskab
(DMAS)

Vesterbro 68
DK - 4500 Nykøbing Sj.
Tlf. 4052 6070
CVR. 7449 0514