Referat Generalforsamling Dansk Medicinsk Akupunktur Selskab 2025

Lørdag d. 24. maj. kl. 16.00-17.30
Anders Billesvej 2 B, 7000 Fredericia (Doktor Jensen Akupunkturklinik)

1. Valg af dirigent.
    Mette Jensen blev valgt.
2. Formandens beretning.
    Den godkendte beretning vedlægges.
3. Forelæggelse til godkendelse af det reviderede regnskab.
    Regnskabet blev gennemgået. Foreningen har en omsætning på 385.736 kr. og omkostninger for 385.632 kr. Der er finansielle indtægter på 521 kr. Samlede resultat er et overskud på 625 kr.
    Foreningens kapitalindestående er 138.146 kr.
   Årsregnskabet blev godkendt.
4. Fastsættelse af kontingent.
    Kontingentet fastholdes på kr.: 650,00
5. Forelæggelse af rapporter fra faste udvalg, herunder fra repræsentanter i LVS, de " Lægevidenskabelige Selskaber", "Tandlægeforeningen" og "Den Danske Dyrlægeforening".
    LVS: Der er forespurgt om hvordan LVS’s stillingtagen er til udvidelsen af medlemskredsen uden for LVS-formålsparagraf. Bestyrelsen har ikke modtaget svar her på.
    LVS har sponseret kr. 7.000,00 til DMAS-foredrag ved Generalforsamlingen 2025
    Ingen rapporter fra Tandlægeforeningen eller Dyrlægeforeningen.
    Uddannelsesudvalget vedlægger deres beretning til dagsorden.
6. Valg af bestyrelsesformand (lige år). Til formand kan alene vælges en læge med dansk læge-autorisation.
    Mette Jensen ønsker at gå af som formand og ud af bestyrelsen, men vil over det næste år stå for hjemmesiden i samarbejde med Hanne Schmidt.
    Her skal vælges en ny formand i bestyrelsen.
    Mette Jensen valgte at genopstille som formand og modtog genvalg.

7. Valg af den øvrige bestyrelse: Til bestyrelsen skal vælges yderligere 7 medlemmer, hvoraf 5 skal være læger, 1 skal være tandlæge, 1 skal være dyrlæge. Det tilstræbes at bestyrelsens sammensætning til enhver tid afspejler medlemsskarens. På lige år vælges       2 læger. På ulige år vælges 3 læger, 1 tandlæge og 1 dyrlæge. Herudover valg af 3 suppleanter - 1 læge, 1 tandlæge og 1 dyrlæge.


Følgende er i år på valg:
· Lian Chen Tving (læge)
· Elsebeth Lægaard (læge)
· Ming Chen (læge
· Helle Johannsen (dyrlæge)
· Vacant bestyrelsespost for læge
· Vacant bestyrelsespost for læge

  Søren Thorkil Svenstrup ønsker at være på valg
  Lian Chen Tving og Helle Johannsen udtræder af bestyrelsen.

Bestyrelsen består herefter af 6 medlemmer:
Formand Mette Jensen – Læge
Elsebeth Lægaard – læge
Ming Chen – Læge
Søren Thorkild Svendstrup – Læge
Hanna Tómasdóttir – Fysioterapeut
Christina Lillelund – Fysioterapeut

8. Valg af en revisor og en revisorsuppleant.
    Læge Peter Strøm valgt til revisor og Orla Korsholm (kontrolleres på navn)
8. Valg af repræsentanter til LVS, de ”Lægevidenskabelige Selskaber, ”Tandlægeforeningen” og ”Den Danske Dyrlægeforening”.
    LVS er Ming Chen og Elsebeth Lægaard valgt
8. Forslag, herunder forslag om udnævnelse af æresmedlemmer eller eksklusion af medlemmer.
    Bestyrelsen indstiller Læge Niels-Jakob Bang Nielsen som æresmedlem. Generalforsamlingen tilslutter sig forslaget og vælger Læge Niels-Jakob Bang Nielsen som æresmedlem.
8. Eventuelt. 
    Drøftelse af mulig fremtid for DMAS. Bestyrelsen vil samlet sætte forskellige scenarier op og fremlægge den nuværende medlemsmæssige og økonomiske situation. Vi arbejder med muligheden for sammenlægning med andre selskaber, for at have en “større            stemme” når vi skal påvirke den sundhedspolitiske dagsorden i Danmark. Desuden trænger vi til ny energi i bestyrelsen og større medlemsfremgang.
    Drøftelse: Ændring af foreningens formål og vedtægter skal revideres for at skabe grundlag for en sammenlægning med andre foreninger eller hvis DMAS skal nedlægges. Bestyrelsen vil udarbejde et oplæg til en eventuel ekstraordinær Generalforsamling eller          den kommende Generalforsamling.


Med venlig hilsen

Formand Mette Jensen
Speciallæge i almen medicin

Formandens beretning GF 2025

Modsat for resten af verden, så har det for DMAS været et stille år…
Vi har holdt bestyrelsesmøder, men vores undervisningskalender har været mere begrænset dette år. 

Internt arbejder vi med at sætte vores retning på en ny måde i DMAS. 

Ved sidste års generalforsamling blev det besluttet, at fysioterapeuter, sygeplejersker, kiropraktorer og jordemødre kan blive en del af vores bestyrelse og fuldt gyldige medlemmer af DMAS (ordinære medlemmer). Derfor har vi spurgt medlemmerne om lyst til at blive en del af bestyrelsen. Vi ønsker nye kræfter og samtidig at kunne repræsentere alle faggrupper i vores selskab. 
 
Som årene er gået, ser vi et behov for at samle de sundhedsfagligt uddannede akupunktører i et stort selskab. På denne måde kan vi få mere indflydelse på det sundhedspolitiske område og vi kan skabe et mere ensartet og evidensbaseret tilbud til patienterne over hele landet. Der er behov for retningslinjer for håndtering af akupunktur. Det kan f.eks  være retningslinjer for patientinformation, således at det ikke kun er læger som er forpligtet til at informere patienten om pneumothorax, infektion og hæmatom, men at dette gøres i alle tilfælde. Ligeledes bør der være regler for hygiejne og journalisering. Vi vil sammen kunne tilvejebringe evidens til beslutningstagere, således at akupunkturen kan blive en synlig del af værktøjskassen på den sundhedspolitiske scene. 
 
Vi har rakt ud til andre selskaber og foreninger med henblik på samarbejde. Sammen med Dansk selskab for akupunktur i fysioterapi har vi forfattet et brev til Styrelsen for patientsikkerhed (STPS), i det vi ønsker at kunne tilbyde kursus i “stik mod thorax” sammen med fysioterapeuterne. Tidligere ny lovgivning på dette område har faktisk lagt op til, at det skulle tilbydes i de respektive foreninger, men desværre har STPS givet os et afslag. Dette med begrundelse om, at vi kun vil undervise faggrupper i egne foreninger. Vi gør opmærksom på, at de obligatoriske kurser i “stik mod thorax", som tilbydes via eksterne aktører allerede er delt op i et kursus for sundhedsfaglige og et for ikke-sundhedsfaglige. 
 
Det forekommer os at STPS ikke orker at tage stilling til nye aktører på området og i det hele taget har dialogen været præget af en udtalt langsommelighed fra deres side. Vi ønsker dialog med STPS som vi håber vil vægte faglighed overfor kommercielle takter i fremtiden. Men for at de vil lytte til os, så er vi nødt til at vokse - og det skal gøres sammen med alle andre sundhedsfaglige faggrupper. 
 
Som i vil se, så er vores hjemmeside under revidering. I takt med at vi er begyndt at undervise mere på sygehusene, hospice m.m. har vi fundet behov for at fremhæve vores kompetencer indenfor dette. Vi lægger mere op til at DMAS kan bookes til undervisning, hvor vi kommer til jer. Dvs. at man kan ønske hvilket kompetenceløft at personalet skal have og så kan vi tilbyde undervisning i det pågældende område. Vi udarbejder også små “håndbøger” som medarbejderen kan bruge som guide for eftertiden.
 
Hjemmesiden vil for fremtiden også have mere fokus på evidens. Derfor har vi også fremhævet dette på forsiden. Der produceres rigtig gode studier om effekten af akupunktur og vi skal være dem som bringer disse frem i lyset. Derfor kan vil vi også gerne opfordre medlemmer, som har fundet nye studier, som vi har overset, til at skrive til os. Vi arbejder på sagen og da det er frivillige kræfter i vores selskab, så kan vi nogle gange være presset på tid. Derfor må i gerne hjælpe til. På forhånd tak.
 
Som i kan læse, så er der nok for os at tage fat på i bestyrelsen. Det næste år vil være præget af at række ud til vores samarbejdspartnere mhp. netop samarbejde. Vi vil arbejde videre med hjemmesiden og specielt at tilvejebringe evidens. 
 
Tak til alle jer medlemmer, som bidrager til at holde vores forening kørende med jeres årlige bidrag i form af medlemskontigent. Det gør virkelig en stor forskel for os. 
 
Vi arbejder videre med akupunkturen i Danmark og for mottoet: Glade patienter - mindre medicin!
 
Med venlig hilsen
Mette Jensen, Speciallæge i almen medicin, formand for DMAS
 
Beretning fra uddannelsesudvalget
Over ordnet har der ikke været mange kursister og det er en tendens de senere år. Enkelte kurser er blevet afholdt som planlagt og det er de to introkurser. Der har været tilstrækkelig antal kursister til at det lige løb rundt økonomisk. Men med øvrige kurser er der blevet foretaget forskellige krumspring for at nå i mål.
To kursister afslutter 150 timers forløb i forsommeren 2025 og det har kun kunnet lade sig gøre med fleksibilitet fra både kursister og undervisere. Noget undervisning er konverteret til online individuel undervisning noget til webinar. Noget undervisning er foregået hos Niels Jakob Bang-Nielsen og noget hos Elsebeth Lægaard (så er der sparet rejseudgifter), hele tiden er det bestræbt at holde udgifterne så lave som muligt uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Men nu er vi der hvor kursusplanerne er reduceret markant. Planen for 2025 er to halvårlige introkurser som hidtil med Elsebeth Lægaard som underviser. Desuden et kursus i problemer i overekstremitet og et med problemer med underekstremitet hvert halve år med Torkil Svenstrup og Mette Jensen og så kurser for grupper af fagpersoner som f.eks. jordemødre, kurser i kvalme og opkastning, kurser i smertelindring. Kurser som kan rekvireres hos dmas. Der har været afholdt to dage på hospice, to kurser for jordemoder elever i 2024. Når kurserne afholdes til en fast pris, med max antal deltagere og med udgifter til nåle, lokaler og forplejning dækket så er der god økonomi i det. Der skal altid afsættes 15 – 20 % til sekretariatet i kursusprisen.
Der er ikke mange muligheder hvis en person vil lære om akupunktur. Jo der er mange skoler som udbyder uddannelsesforløb i akupunktur ud fra TCM, men de er alle private. Fysioterapeuter kan også følge kurser indenfor deres fagområde, men derudover er der ikke noget kursusudbydere som laver kurser i akupunktur, som er forskningsbaseret og som er rettet mod sundhedspersonale. Det er forcen ved dmas kurser og der er også hos dmas mulighed for at tilpasse kurser til forskellige behov og at dmas ikke er et privat regi, men et videnskabeligt selskab. Problemet er bare at der ikke er stor interesse for at lære akupunktur.
Et tiltag kunne være at skrive artikler og oplyse om akupunktur og mulighederne i akupunktur. Eksempel på debat indlæg i Ugeskrift for læger Akupunktur og senfølger af cancer | Ugeskriftet.dk fra 12. maj 2025. Af andre tiltag er at der i januar 2025 blev søgt om penge til akupunktur via en pulje til forebyggelse. Det blev afslag på ansøgningen.
Også indenfor sundhedsvæsnet bør og skal der tænkes på resurse forbrug og klima og her er akupunktur et godt bud. Desuden er behandlingen med få bivirkninger, tolereres godt at patienterne og der er ikke interaktioner med medicinsk behandling i øvrigt. Det må vende på et tidspunkt, og så skal dmas være parat.
Elsebeth Lægaard